• Skat, renter og boligmarked. Sådan bliver din privatøkonomi ramt i 2025

    Source: BDK Finans / 04 Jan 2025 00:48:50   America/New_York

    De fleste danskere har en solid privatøkonomi, og der er udsigt til, at det fortsætter i 2025. Der vanker højere løn, højere boligpriser og højere fradrag til mange. Det viser et kig i den privatøkonomiske krystalkugle for 2025, som privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen fra Danske Bank har taget for Berlingske. Hun har taget et nærmere kig på de faktorer, der kommer til at påvirke vores private husholdningsøkonomi i 2025. Først de ting, der får kontoen til at vokse hver måned: #1 Løn I 2025 forventer Danske Bank lønstigninger på 3,6 procent for ansatte i den private sektor – et lille skridt tilbage fra de 5,6 procent, de får i år. »Men stadig forholdsvist pænt i lyset af udsigt til en inflation på mellem 1,5 og 2,0 procent i de kommende år,« mener Louise Aggerstrøm Hansen. Der vil dog være stor forskel på, hvor meget forskellige danskeres indkomster vokser. I den private sektor er meget af det tabte fra perioden med høj inflation nu indhentet, mens offentligt ansatte nok skal ind i næste år, før det er tilfældet. Familier på overførselsindkomster må ifølge privatøkonomen fortsat kigge langt efter en realindkomst på linje med før 2022. #2 Boligmarkedet Nogle boligejere har i 2024 set deres friværdi i ejerboliger indbringe mere end deres lønindkomst. Og mange boligejere kan se frem til fortsat stigende priser til næste år. Danske Bank forventer, at huspriserne i gennemsnit stiger med fem procent i 2025. Det betyder, at et hus tre millioner kroner vil være 140.000 kroner mere værd til nytår. Et hus til fem millioner kroner bliver 235.000 kroner mere værd og et hus til syv millioner kroner 330.000 kroner. »Generelt får boligmarkedet nu noget medvind fra renterne, som ellers ikke har været til meget hjælp de seneste år,« påpeger Louise Aggerstrøm Hansen. Så de ting, der får kontoen til at skrumpe hver måned: #1 Inflation I 2025 forventer Danske Bank, at priserne stiger med 1,8 procent – lidt mere end de 1,4 procent, inflationen lægger an til at lande på i 2024. Især priser på fødevarer trækker inflationen op, mens prisstigninger i den øvrige detailhandel ventes at trække ned i inflationen. »Energipriserne er steget lidt på det seneste, og det får også betydning for 2025. Varmeregningen bliver en smule dyrere, hvis man fyrer med gas, og benzin, og dieselpriser stiger også – både fordi oliepriserne ventes at stige, fordi dollaren ventes at blive styrket, og fordi dieselafgiften stiger med 50 øre pr. liter fra 1. januar,« oplyser Louise Aggerstrøm Hansen. Elpriserne er også steget, men for 2025 trækker det i den anden retning, at elafgiften sættes en smule ned i løbet af året. #2 Renter Renterne gnaver også i de fleste privatøkonomier, men centralbankerne er gået i gang med at sænke renterne, og det forventer banken vil fortsætte i 2025. »Hvor Nationalbanken startede 2024 med en udlånsrente på 3,6 procent, så starter de 2025 med en rente på 2,6 procent. Vi forventer, at de sænker renten løbende i tandem med ECB frem til efter sommerferien 2025, hvor den ender på 1,1 procent,« konkluderer privatøkonomen. Det betyder lavere renter til danske boligejere – især for dem med lånetyper med variabel rente og helt kort rentebinding, hvor renten justeres jævnligt sammen med renterne i centralbankerne. »For dem med lidt længere rentebinding er meget af faldet allerede priset ind i de aktuelle renteniveauer, men vi forventer også, at renten på F1-, F3- og F5-lån vil falde yderligere i løbet af næste år,« siger Louise Aggerstrøm Hansen. Mens Danske Bank forventer en rente på 1,1 procent som endepunktet for Nationalbanken, kan meget ske. Hvis økonomien i euroområdet viser sig at være svagere end forventet, så kan renterne komme længere ned for at stimulere økonomierne. Hvis det modsatte viser sig at ske, så kan de lande på et højere niveau. #3 skatterne Hvert år justeres grænserne i skattesystemet, og i år gælder følgende justeringer: Topskattegrænsen stiger fra 588.900 til 611.800 kroner, hvilket giver en besparelse på 3.400 kroner for hele året. Beskæftigelsesfradrag stiger fra 10.65 og højest 45.100 kroner til 12,3 procent og højest 55.600 kroner. Det giver en besparelse fra 2024 til 2025 for den enkelte på 2.730 kroner for året, hvis fradraget udnyttes fuldt ud. For enlige forsørgere er der en yderligere stigning i fradraget, der kan give en besparelse på op til 5.980 kroner i skat. Boligskatter er en historie for sig. Nye vurderinger er stadig på vej ud til boligejere med forsinkelser, og over 700.000 boligejere kan som i 2024 se frem til enten en indefrosset gæld eller en restskat på grund af, at Vurderingsstyrelsen stadig ikke kan beregne den såkaldte skatterabat rigtigt. Så stiger bilafgifterne på elbiler i 2025. Det betyder, at elbiler, der koster over 436.500 kroner, stiger i afgift med godt 11.400 kroner. Se FDMs beregning af, hvor meget afgiften på elbiler og plugin-hybrider stiger i 2025 Forskellige godter Grænsen for indskud på den skattebegunstigede aktiesparekonto stiger fra 135.900 til 142.500 kroner. Grænsen for skattefrie familiegaver stiger fra 74.100 til 76.900 kroner. I 2025 genindføres håndværkerfradraget, mens servicefradraget forhøjes og udvides til også at omfatte reparationer af hårde hvidevarer. Servicefradraget stiger fra 11.900 til 17.500 kroner svarende til en værdi af fradraget på cirka 4.550 kroner i en gennemsnitlig kommune. Samtidig udvides servicefradraget til at omfatte reparationer af hårde hvidevarer i hjemmet og en række andre serviceydelser såsom rensning af tagrender og installation af tyverialarmer. Derudover genindføres håndværkerfradraget pr. 1. januar 2025 til primært klimatilpasningsprojekter. Fradraget dækker udgifter til løn – ikke materialer – og bliver på 8.600 kroner svarende til en skattebesparelse på cirka 2.240 kroner i 2025. Befordringsfradraget fastholdes i 2025 uændret på 2,23 kroner per kilometer for kørsel mellem 25 og 120 kilometer og 1,12 kroner for kørsel over 120 kilometer. Fradragets værdi er cirka 26 procent afhængigt af kommuneskat. Det vil sige, at 100 kilometers kørsel om dagen i alt giver 58 kroner i skattebesparelse. https://www.berlingske.dk/dine-penge/skat-renter-og-boligmarked-saadan-bliver-din-privatoekonomi-ramt-i-2025
Share on,